Kærlighed og svaghed

Otte år tidligere lod Anne Elliot sig overtale til at opgive Frederick Wentworth, dengang en flådeofficer med løfterig fremtid, men uden en øre, efter råd fra sin fornuftige gudmor Lady Russell. Nu vender Wentworth tilbage, velhavende og fri, ind i hendes families indskrumpende verden, og det når hende, at han fandt hende så forandret, at han næppe ville have kendt hende igen. Det, der følger, er en studie i alt det uudtalte: et klyngende lille barn, der uden et ord løftes fra hendes hals, en plads, der stilfærdigt bliver gjort i en forbipasserende vogn, en efterårshasselnød, der løftes op som et sindbillede på fasthed. Små gestus bærer hele følelsens vægt.

Omkring Anne bevæger sig et selskab tegnet med tør præcision. Der er den stolte Elizabeth, som øser sin gunst over sin uværdige ledsagerske fru Clay. Der er den selviscenesættende Mary og hendes ubekymrede Charles, og den hjertelige Admiral Croft, lejer af det hus, familien Elliot ikke længere har råd til. Austen betragter dem alle med en ironi, der aldrig bliver ondsindet, og prosaen bevarer sin fatning, selv når heltinden ikke gør.

Hun var i sin ungdom blevet tvunget ind i fornuften, bemærker romanen, hun lærte romantikken at kende, efterhånden som hun blev ældre. Den ved, hvordan et trofast hjerte holder sit eget råd og venter, og hvor meget der kan udspille sig mellem to mennesker, der næsten intet siger.