Stormfulde højder

Hun begynder med et forældreløst barn. Gamle mr. Earnshaw kommer hjem fra Liverpool, ikke med de lovede gaver, men med et snavset, tavst, mørkhåret barn, og familien slår revner på stedet. Barnet er Heathcliff, forhadt af Catherines bror Hindley og uadskillelig fra Catherine selv, hvis bånd til ham er så voldsomt, at hun kan sige: Nelly, jeg er Heathcliff! Hvad den kærlighed forvandles til, da stolthed og sociale beregninger stiller sig imellem dem, er drivkraften bag alt det, der siden udspiller sig mellem to hjem og gennem to generationer.

Emily Brontë skildrer lidenskab og grusomhed i samme åndedrag og lader hedens storme og dens sjældne blide morgener spejle de mennesker, der færdes på den. Heathcliff ruger og lægger rænker; Catherine brænder; Nelly ser til. Og Lockwood, der selv indrømmer, at han altfor gavmildt tillægger andre sine egne træk, er aldrig helt den pålidelige fører, han tror, han er. Resultatet er en tragedie fortalt indefra et hjemsøgt hus — ærlig om, hvor vidt kærlighed kan slå om i undergang.