Fortællingen om Frederick Douglass' liv, en amerikansk slave

Vendepunktet kommer stille, gennem en forbudt lektion. Da en herre forbyder sin kone at lære drengen bogstaverne — lærdom, advarer han, ville ødelægge den bedste slave i verden — hører drengen det og forstår. Fra da af bliver læsning noget, der stjæles i småbidder: brød byttet til fattige hvide drenge for lektioner, bogstaver kridtet på plankeværker, en skibsværfts tømmermærker afskrevet i hånden.

Douglass skriver ligefremt, og det ligefremme er en kraft i sig selv. Han nævner opsynsmanden Gore, der skød en mand ihjel i en bæk og aldrig blev stillet til ansvar. Han beretter om en bedstemor, der blev efterladt til at dø alene i en hytte i skoven, famlende i mørket efter vand. Og han nedskriver de slavegjortes sange, som han fastholder var sorg, aldrig tilfredshed: Slaver synger mest, når de er mest ulykkelige. Ingen linje strækker sig efter mere, end kendsgerningen fortjener.

Her er et liv fortalt af den mand, der levede det, i en tid hvor et sådant vidnesbyrd i sig selv var en trodshandling. Døren står åben ved den blodplettede port — og fortæller, hvordan en dreng, der blev nægtet sin egen fødselsdag, kom til at holde en pen og berette det.