Når naturen kalder

Det, der følger, er Klondike, som en arbejdshund kender det — sne, der falder på hans tunge og bider som ild, seletøjet, remmene, den tavse ring af huskyer, der lukker sig om en falden kammerat i den nedtrampede sne. Buck lærer at stjæle og at slås og at overleve. Under kureren Perrault bliver han både snedigere og stærkere. François, klog på hunde, får tidligt øje på hans sjældne mod. Og under nordlyset, mens spandet løfter sin sørgmodige sang op i den frostklare nat, rører der sig et ældgammelt instinkt i ham. Der er et rivaliseringsforhold her, koldt og tålmodigt, og en vildskab, der ikke lader sig holde begravet.

London fortæller det i en prosa tæt på benet, hvor grusomhed og ømhed lander i samme åndedrag. Det er historien om, hvad et væsen bliver til, når de sidste bekvemmeligheder falder bort, og om de mennesker og hunde, det møder undervejs: Curly, trofaste Dave, der er tro mod remmene til døden, og en herre, senere, der knæler med sit hoved mod Bucks. Under det hele løber en enkelt dyb tone: kaldet fra vildmarken, der klinger fra et sted ældre end nogen ild og bliver stadig sværere at modstå.