Alice in Wonderland

Lewis Carroll fortæller om det umulige med et fuldkommen udtryksløst ansigt. En eliksir smager af kirsebærtærte og stegt kalkun og varmt smørristet brød på én gang; en flok gennemblødte skabninger løber et Caucus-ræs, hvor alle vinder, og alle skal have præmier; en blå larve ryger vandpibe oppe på en svamp og stiller det enkleste, sværeste spørgsmål af alle—Hvem er du? Alice, der indrømmer, at hun ikke helt kan forklare sig selv fordi jeg ikke er mig selv, forstår du, holder sin gode opførsel gennem det hele, snakker med sig selv, ræsonnerer med det urimelige, vokser og skrumper på skift.

Fornøjelsen ligger i den logik, der bugter sig tilbage om sig selv, og i ordspillet, der aldrig holder op: en hertuginde og en baby, der ikke vil blive ved med at være en baby, en grinende Cheshire-kat, der forsvinder med halen først og lader sit smil blive hængende i luften. Der er teselskaber, som aldrig får ende, og kroket spillet med levende flamingoer, alt sammen fortalt lige så roligt som en spadseretur til købmanden.

Under alt det meningsløse løber noget ømt—et barn, der prøver at regne reglerne ud for et sted, der ingen mening giver, ved at være høfligt over for skabninger, der slet ingen regler har. Hvor det hele fører hen, overlades til flodbredden og til læsningen. Døren er lille, og haven bag den er lys.