Meditationer

Derfra bliver bogen en morgendisciplin, der bereder ham til at møde vanskelige mennesker og til at tænke sig tilbage til sindsligevægt. Den overvejer, om døden er et onde, og afgør, at det er den ikke, blot et af naturens mysterier, ligesom fødslen. Smigrende navne pilles af luksusgoderne for at afsløre de døde fisk og den druesaft, der gemmer sig bagved, og sindet dvæler i stedet ved hjemlige ting: revner, der åbner sig i det bagte brød, modne figner, der springer, sollys, der falder lige gennem en sprække ind i et mørkt rum. Prosaen bevæger sig i korte, velovervejede skridt, aforistisk og selvformanende, en mand, der argumenterer sin egen sjæl frem mod ro.

Nedenunder løber et vedvarende memento mori — opråb af læger, erobrere og filosoffer, der alle nåede den samme strand. Du gik om bord, du sejlede, og nu har du nået stranden — så stig af. Men rådene er aldrig kolde. De insisterer på, at tingene i sig selv ikke rører sjælen, at sindet kan gøre enhver hindring til noget nyttigt, at freden er tilgængelig selv for et legeme, der sønderrives af vilde dyr, hvis dømmekraften indeni forbliver fri.

Det, der venter her, er et sind i arbejde i realtid, en kejser, der nedskriver de anvisninger, han tydeligvis selv havde brug for. Næsten to tusind år senere er den dør, det åbner, den samme, som det åbnede for sin forfatter hver morgen.