Adventures of Huckleberry Finn

Floden fører det meste af ordet. Lange stræk af bogen driver af sted, som strømmen gør — daggryet, der langsomt folder sig ud, de to der fisker og bader og ligger under stjernerne — inden et forlist hjuldamperskrog, en blodfejde mellem to stolte familier eller et par omrejsende svindlere, der kalder sig en hertug og en fortabt konge, brager ind i stilheden. Fortalt helt igennem i Hucks egen ru, morsomme, uskolede stemme bevæger den sig mellem bred komik og noget langt ømmere, uden nogensinde at gøre opmærksom på skiftet.

Under alle flugterne og forklædningerne løber en hårdere strøm: en dreng, der er opdraget til at tro, at det er en synd at hjælpe Jim, i kamp med sin egen samvittighed om, hvorvidt han skal angive sin ven. Jim bliver for sit vedkommende bogens moralske hjerte — Du er den bedste ven, Jim nogensinde har haft, siger han til Huck i et øjeblik, der skærer ekstra dybt på grund af det, Huck går og vender med sig selv.

Det er en stemme, der stoler på, at du kan grine og lægge mærke til noget på samme tid. Hvor hans samvittighed til sidst lander, og hvad det koster ham, er den dør, denne bog lader stå åben.