Store forventninger

Derfra udvider Pips verden sig på underlig vis. Tilkaldt til Satis House møder han Frøken Havisham i hendes gulnede brudekjole, standset ved et stoppet ur midt i et rådnende bryllupsmåltid, og den smukke, foragtelige Estella, der håner hans grove hænder og tykke støvler og lærer ham at skamme sig over den smedje, der opfostrede ham. Da en gådefuld formue dukker op og fører ham til London for at gøre ham til gentleman, tror Pip, at han forstår sin egen historie. Det gør han ikke. Romanen er den langsomme, ydmygende korrektion af den tro.

Dickens fortæller det hele i Pips egen tilbageskuende stemme, tør i mælet over sin ungdoms dårskab og øm over for de mennesker, han undlod at værdsætte. Fremmest blandt dem er Joe Gargery, den blide smed, hvis ligefremme anstændighed stille overstråler enhver fin gentleman, Pip møder, og Biddy, hvis ærlige godhed Pip overser til fordel for en pige, der advarer ham om, at hun intet hjerte har. Jeg elskede hende mod fornuft, mod løfte, mod fred, mod håb, tilstår Pip, og smerten heri er hele bogens smerte.

Det, der holder på læseren, er ikke formuen, men dens pris, den lange kæde af følger, som en enkelt barmhjertighedshandling i barndommen sætter i bevægelse, og forskellen mellem det, penge kan købe, og det, de ikke kan røre ved. Det er en fortælling om at lære, alt for sent og lige i rette tid, hvem der var værd at elske.