Moby Dick

Skibet er Pequod, hvis rælinger er prydet med kaskelottænder og hvis rorpind er skåret af en kæbe – et fartøj, der ligner et trofæ fra den jagt, det agter at fortsætte. Kaptajnen holder sig i begyndelsen i sin kahyt. Da Ahab endelig viser sig, bronzeansigtet, med ben af elfenben og et ligblegt ar, der løber ned over ham som et lynramt træ, kalder han mandskabet agterud, sømmer en dublon af guld til masten og bøjer hele rejsen mod den hvide hval, der tog hans ben. Melville skildrer ham som en mand, der ikke kan nyde skønhed, som ser alle synlige ting som papmasker og agter at slå igennem dem.

Om dette urokkelige forsæt samles den uforstyrrelige, piberygende Stubb, den fromme Starbuck, der vover at protestere og dog ikke kan rive sig løs, og kahytsdrengen Pip, engang efterladt på det åbne hav og vendt tilbage derfra som synsk og gal. Fortællingen holder ofte pause: for at afveje rædslen ved det hvide gennem hver civilisation, Ismael kan nævne, for at forvandle navigation og sandsynlighed til betragtninger over selvet og besættelsen. Gennem gruen løber en tør, umærkelig humor, og under filosofien ligger en vedvarende gotisk anelse om ulykke.

Dette er en jagt til havs, der hele tiden åbner sig udad mod spørgsmål større end nogen jagt. Forfølgelsen er total, og den agter at trække alt med sig ned.