Den forsvundne verden

Herfra kravler Den forsvundne verden op mod et plateau i Amazonas, hvor naturens sædvanlige love synes at være sat ud af kraft, og hvor skabninger, man længe har troet uddøde, stadig græsser og løfter sig på vingerne. Challenger hævder at have set dem. Næsten ingen tror på ham. Så drager et selskab af sted for at be- eller afkræfte det: den vulkanske Challenger, hans sarkastiske rival professor Summerlee, den aristokratiske jæger Lord John Roxton og unge Malone, der springer op og melder sig, før han rigtig har nået at beslutte sig. Roxton for sit vedkommende beder blot om de store ødemarker og de vide vidder, med et gevær i næven.

Conan Doyle skriver den med et vidunderligt dobbeltsyn: undren over iguanodoner, der boltrer sig som kænguruer, og komikken i to skændende videnskabsmænd, der glemmer sig selv og griber hinandens hænder i tavs ærefrygt ved synet. Der er ægte fare på den pyramideformede klippe under dens ensomme træ, og ægte vid ved hver en drejning: en brysk, rødhåret redaktør, en advarende hustru, en bro, der fældes over en kløft.

Det er et eventyr, der holder tro mod sit eget indledende spørgsmål: hvad et menneske vil vove for at blive nogen, det er værd at elske. Plateauet venter, indmuret og grønt og umuligt, og døren på den anden side af afgrunden står kun åben, så længe det tager at komme over.