Billedet af Dorian Gray

Så udtaler Dorian sit ønske: lad billedet ældes, og lad hans eget ansigt forblive fejlfrit. Han ville give sin sjæl for det. Det, der følger, er historien om en mand, der bruger sit liv på jagten efter nydelse, mens et billede, låst væk, fører regnskab over alt, hvad han har gjort.

Wilde skriver i epigrammer, der funkler og vender sig mod sig selv, og i en prosa, der dvæler ved juveler, parfumer, musik og den sælsomme magt i en enkelt gul bog. Der er skuespillerinden Sibyl Vane, som kalder Dorian sin Prins Charming; der er Lord Henry, hvis vid er en langsom gift; der er Basil, som går til grunde over den ven, han forguder. Under den glimrende snak løber et stillere spørgsmål om, hvad et ansigt skjuler, og hvad det ikke kan skjule — det spørgsmål, Basil stiller ligeud, når han siger: Synd er noget, der skriver sig hen over et menneskes ansigt. Det kan ikke skjules.

Om det holder stik for Dorian, er den dør, denne bog lader stå åben: et portræt bag en forgyldt skærm, og ingen måde at vide, hvad det nu viser.