Den lille Johannes

En aften glider Johannes ud på aftendammen i en båd sammen med Presto, og en stor blå guldsmed på rælingen forvandler sig, i en dirrende cirkel af lys, til et væsen med gazevinger og en krans af snerler i håret. Jeg er født i en snerles bæger. Kald mig Vindekind! Sådan begynder en færd gennem skov og nat. Der er fest for dyr og alfer i et kaninhul fyldt med sankthansorme. Og der er en lille gylden nøgle, som næste morgen viser sig stadig at ligge i hans lukkede hånd. Og så er der Wistik, den ældste af nisserne, der fortæller om en lille bog, hvori der står, hvorfor alting er, som det er — lige så uopnåelig som ens egen skygge.

Frederik van Eeden skrev et eventyr, der langsomt åbner sig mod noget større. Længslen efter under støder mod menneskenes verden med dens lærdom, dens sorg og dens afsked, og Johannes må lære, hvad det koster at søge det, han søger. Sproget er lyrisk og drømmende, med billeder som skyer, der bliver til en glødende hule, og en bred sti af purpurild hen over havet.

Den purpurild fører frem til et valg: mellem eventyrets fortryllelse og den menneskelige verdens tyngde. Bogen holder fast i sin ømhed og sin alvor helt til det sidste billede og efterlader læseren med noget, der bliver hængende længe.