Frankenstein

Han er Victor Frankenstein, en ung mand fra Genève, hvis studier i naturfilosofi i Ingolstadt stivner til besættelse. Han opdager hemmeligheden bag at give livløst stof liv, og gennem månedslangt hemmeligt slid bygger han et levende væsen af det, gravkamre og dissektionssale har efterladt. En trist novembernat åbner det matte gule øje sig. Overvældet af rædsel over det, han har skabt, flygter Victor fra sin egen skabning.

Og så tager væsenet selv ordet. Udstødt, jaget, med et sprog og en sorg tilegnet ved at iagttage en fattig familie gennem en sprække i en hyttevæg, når han frem til en klar forståelse af, hvad han er, og hvad han blev nægtet. Jeg burde være din Adam, siger han til sin skaber, men jeg er snarere den faldne engel, som du driver bort fra glæden uden nogen brøde. Hans krav til Victor er enkelt og forfærdeligt, og opgøret mellem dem kredser om kærlighed, ensomhed og om, hvem der skylder hvem hvad.

Mary Shelley skrev en gotisk fortælling, der ved hver eneste vending læses som en moralsk fortælling, udspillet mod lynstorme over Genèvesøen, gletsjerne ved Chamonix og polens endeløse hvidhed. Under al rædslen og det sublime ulmer et spørgsmål, der aldrig helt lader sig lægge til ro: hvem af de to, skaberen eller det skabte, er uhyret.