The Adventures of Sherlock Holmes

Fornøjelserne her er små og præcise. En enkelt hat eller ærme bliver til et fuldstændigt portræt af sin ejer. Holmes forsvinder bag sin sorte lerpibe over et problem, han vurderer vil tage tre piber og halvtreds minutters tavshed, og snakker om krokus, mens truslen samler sig i det næste rum. Mit liv er én lang bestræbelse på at undslippe det almindelige, siger han, og sagerne føjer ham: appelsinkerner strøet ud over en morgenmadstallerken, en blå sten mindre end en bønne, der har forårsaget mord, en grå herregård med fløje som klørne på en krabbe.

Holmes er koldsindig, men ikke hjerteløs. Mere end én gang afvejer han barmhjertighed mod lovens strenghed, og i en sjælden revne i sin selvbeherskelse indrømmer han: Han kom til mig for at få hjælp, og jeg sendte ham bort til hans død! Watson ser til, loyal og ofte forvirret; i stand til, som Holmes siger, at se alt uden at bruge noget af det til at drage en slutning.

Og bag det hele står én skikkelse, som Holmes aldrig helt kan ræsonnere sig fri af: Irene Adler, den eneste han altid blot kalder kvinden. Tolv sager, der hver især åbner en dør til et London mere fremmedartet, end det først ser ud, for som Holmes fastholder, er det virkelige liv altid mere dristigt end noget, opdigtning kunne frembringe.