Robin Hoods muntre eventyr

Fornøjelserne ligger her i møderne. Robin møder en syv fod høj kæmpe på en smal bro og taber til ham slag for slag, styrter i åen under skraldende latter og indbyder så manden til at slutte sig til flokken og døber ham Lille John i en spøgefuld dåb med øl. Der er sheriffen af Nottingham, evigt gnaven og evigt overlistet. Der er Robin selv, pjaltet og enøjet i skarlagen, der kløver en rivals pil for en tavs mængde lige for næsen af sheriffen. Og der er Allan a Dale, en sørgende spillemand, hvis ballade falder over gildet og bringer det til tavshed, og broder Tuck under sit piletræ med en kødpostej mellem knæene, mens han skyller Malvasier ned og hungrer efter en sværdkamp.

Howard Pyle fortæller det i gammelt, rullende sprog, fuldt af spøg og forklædning og hornstød, der kalder skjulte mænd frem fra grønskoven. Tonen er skælmsk og åbenhjertig, et eventyr syet sammen af ildbelyste gilder under en mægtig eg, dristige redninger og troskaben mellem venner, der overgår hinanden og elsker hinanden for det.

Under munterheden løber en stillere tråd: en æreskodeks, et fællesskab, et liv levet på egne vilkår i den frie skov. Jeg vil være min egen, siger Robin, og ingen mand i hele det muntre England skal være min herre. Hvad det koster, og hvad det fører til, er Sherwoods hemmelighed at bevare, indtil en læser træder ind under dens grene.