Mansfield Park

Årene går, og det store hus fyldes med snak om ægteskaber og fordelagtige partier. Ind i det træder de livlige, verdensvante Crawfords, Henry og Mary, hvis charme slår an en ny tone på Mansfield. Der opføres privat teater, mens den alvorlige Sir Thomas er bortrejst, forlovelser indgås af de forkerte grunde, og en husstand driver mod skandale — alt sammen iagttaget af Fanny, der holder fast ved sin egen dømmekraft, når næsten ingen spørger til den. Alle burde gifte sig, så snart de kan gøre det med fordel, erklærer Mary Crawford, og Austen lader den muntre kynisme tale for sig selv.

Austen skriver her med en kølig, ironisk tålmodighed og forvandler en spadseretur i haven eller en samtale i dagligstuen til et stilfærdigt kort over, hvem der vil have hvad, og på hvis bekostning. Fru Norris udbasunerer højlydt sin gavmildhed, mens hun sparer sig selv for enhver egentlig ulejlighed; Lady Bertram driver gennem sine dage med sin mops i skødet; Sir Thomas lærer, langsomt og smerteligt, at gennemskue sine egne børn.

I midten står den mest ubemærkede person i rummet — fattig, overset, standhaftig — og romanens lange, uforhastede spørgsmål er, om fasthed i principper kan betyde mere end vid eller formue. Døren står åben. Fanny er på trappen, og lige om lidt vil nogen lægge mærke til hende.