Greven af Monte Cristo

Det, der følger, er et langt fald. En jaloux kollega, en forelsket rival, en ærgerrig anklager, der hellere begraver en uskyldig mand end sætter sin egen karriere på spil. Hver især spiller de deres rolle, og Dantès forsvinder ind i Château d'If, øfæstningen, hvorfra ingen levende mand vender tilbage. Dér, i mørket, møder han den gamle abbed Faria, mager og skægget og forbløffende i sin lærdom, som tilbyder ham noget farligere end friheden: en grund til at ønske den, og hemmeligheden om en formue skjult på en øde ø.

Så gør romanen det, som kun få tør: den lader den forurettede vende tilbage. Rig ud over al fatteevne, ukendelig, gliderende gennem Paris' saloner under et navn, der ankommer som rygte, før det ankommer i kød og blod, sætter greven af Monte Cristo et opgør i gang, bygget med årenes tålmodighed. Jeg ønsker selv at være Forsynet, siger han — og romanen drejer sig om det frygtelige spørgsmål, om nogen mand overhovedet bør være det.

Det er en bog om sorte have og fakkeloplyste fæstninger, om guld, der glider gennem fingrene som hagl, om tilslørede vidner og diamanter, der drager hvert et blik, og en langsom, velovervejet retfærdighed. Lang, ja, og gavmild på den måde, som kun en virkelig fyldig fortælling kan være. Den giver læseren forræderi og tålmodighed, grusomhed og barmhjertighed, og holder det hele sammen til allersidste side.