Sherlock Holmes vender tilbage

Herfra åbner sagerne sig som døre langs en korridor. Kridttegninger af dansende mænd, der skræmmer en norfolkgentlemans amerikanske hustru fra vid og sans. En lords søn forsvundet fra en kostskole ude på de nordlige heder. En pengeafpresser med et buttet, smilende ansigt og et hjerte af marmor. En række knuste Napoleon-buster, der fører til en stjålet perle. Hver eneste af dem hænger på noget lille og overset: bundfaldet i et vinglas, to bogstaver på en blyantstump. Holmes, snart kølig, snart teatralsk, lokker det ekstraordinære frem af det trivielle, mens Lestrade og hans ivrige unge kollega Hopkins ser deres vished falde fra hinanden.

Historierne er intellektuelle, men gåderne er sjældent bare gåder. Watson tilstår, at han frydede og jublede i faren, mere opstemt som lovbryder end som lovens håndhæver, og mere end én gang viser loven sig at være et for stumpt redskab til det, disse sager i virkeligheden kræver. Holmes breder en ren, hvid dug ud på bordet, før han folder sine kunststykker ud, men han vejer også nåde mod retfærdighed med sin egen hånd.

Her er Conan Doyle, når han er allermest sikker i sin sag: gåder, der holder, en detektiv, som både forfængelighed og loyalitet gør menneskelig, og et London gengivet i gaslys og tåge. Korridoren løber videre, og der er stadig døre langs den, som venter på at blive åbnet.