Den hemmelige have

Her findes en have, som har været lukket i ti år, dens dør skjult, dens nøgle begravet, siden husets frue døde. Mary hører om den, undrer sig og kan ikke lade den være. En rødhals, der brister ud i vintersang, et vindstød, der løfter vedbenden, hendes egne skælvende hænder ved nøglehullet — bogen tager sig god tid til at føre hende frem til det øjeblik, hvor hun endelig står inde i den hemmelige have.

Det, der gror derinde, er mere end roser. Mary møder Martha, en ligefrem og godhjertet stuepige, og Dickon, en hededreng, der lokker egern og kaniner til sig med en træfløjte. Der er også gamle, brummende Ben Weatherstaff, som siger hende lige op i ansigtet, at de to er skåret af samme sure stof. Et skrig om natten fører hende dybere ind i huset og til en hemmelighed, det har gemt på. Lad os ikke tale om at dø, siger en. Lad os tale om at leve.

Burnett skriver med varme og lyrisk tålmodighed og lader sorgen dukke op på skrå og glæden komme lidt efter lidt: en krokus, der kysses, et surt ansigt, der næsten bliver kønt. Det er en bog om forsømte ting, der vender tilbage til livet: en have, et hus, en håndfuld børn, som aldrig fik synderlig chance. Døren står på klem, og vedbenden rører på sig. Den beder blot om, at man følger den indenfor.