Til fyret

Fru Ramsay er det stille midtpunkt. Hun holder huset sammen med skønhed og omsorg og ritual og samler et spredt middagsselskab til en varm, levende oplyst helhed over bœuf en daube. Rundt om hende bevæger sig hendes kontante, geniale mand, evigt bange for sin egen middelmådighed, mens han i det skjulte marcherer gennem tankens alfabet frem mod et bogstav Q, han ikke kan komme forbi. Nærmere kanterne er den ærgerrige Tansley, der på én gang foragter og forguder hende, og de unge Paul og Minta, der puffes mod et ægteskab, ingen af dem rigtig valgte. Så overtager tiden selv bogen, årstiderne strømmer gennem tomme rum, og et årti går, før den længe udsatte rejse endelig genoptages.

Woolf skriver om det indre vejrlig hos ganske almindelige mennesker — måden, hvorpå et fyrs lysstråle kan stryge sindet og løsne en flodbølge af erindret lykke, måden, hvorpå sorg og komik sidder side om side, som når en kvindes forfjamskede ros af en mands støvler slår tværs igennem hans teatralske sorg. Med sans for, hvordan en enkelt aften kan bringes til at stå stille, indfanger prosaen, hvordan et øjeblik glider ind i fortiden, netop som det sker.

Det, der varer ved her, er stræbet — mod fyret, mod hinanden, mod en form, der kan holde. Det stræb forbliver åbent, en vej ind for enhver, der kommer for at se, hvad lyset finder.