Walden

Gennem årstiderne og overlevelsens daglige gøremål gør bogen op, hvad et hus koster ned til den halve cent, hakker to en halv tønde land bønner og loddyder selve søens dybde. Ved siden af det praktiske regnskab løber en lang, tålmodig meditation over ensomheden, over læsningen, over den stille fortvivlelse, Thoreau ser i menneskene omkring sig. Han kan være tør i det — hans køb af et forfaldent skur bliver en lille komedie om fattigdom og ejendom — og så, en side senere, øm, som når en mild regn opløser hans ensomhed, og hver eneste fyrrenål bliver et selskab.

Der er mennesker her, sete i glimt og husket. En livsglad, ulærd brændehugger, hvis tilfredshed Thoreau sætter højere end nogen belæst gæst. John Field, en irsk arbejdsmand fanget i sit eget hårde slid, som kun kan stirre på det frihedsregnestykke, der rækkes ham hen over en utæt hytte. Og så lommen ude på søen, der ler og forsvinder og dukker op igen og lokker en mand videre i hans båd.

Sproget er lyrisk og roligt og bevæger sig ubesværet fra et nærblik på sand, der tør ned ad en jernbaneskråning, til en påstand om hele den levende verdens indretning. Nogle af linjerne har for længst overlevet deres sø: den anderledes trommeslager, jordens øje. Det, der holder det hele sammen, er en enkel overbevisning, som bekræftes årstid for årstid: at der findes en solid sandhed, og at den lønner enhver, der er villig til at gå hele vejen ned for at finde den.