Mørkets hjerte

Den gåde er Hr. Kurtz, en enestående elfenbensagent, hvis navn nævnes som et sagn længe før manden selv træder frem. Kurtz samler elfenben som ingen anden og nægter at vende hjem. Marlows rejse for at nå ham er langsom og drømmeagtig. Tågen ligger over vandet som noget fast. Han passerer lænkede arbejdere, en station hvor hans damper ligger sunket, en bestyrer hvis polerede omskrivninger dækker over noget koldere. Hans båd kravler frem under skoven som en dorsk bille. Og Kurtz melder sig, da han nærmer sig, først som en stemme.

Fortællingen ruger og sløves, men den giver plads til andre toner: den barske ironi i bureaukratiets sprog, den pludselige besynderlighed ved en ung russisk handelsmand i en dragt af broget lappeværk, der plaprer løs på en flodbred, der stadig lugter af et baghold. Marlow er en fortæller, der på én gang er lydhør over for det absurde og over for ængstelsen. Han iagttager omhyggeligt, og han skåner ikke sig selv.

Under eventyret løber et hårdere spørgsmål — hvad der forløser hele imperiets foretagende, og om noget overhovedet gør. De døende i lunden og regnskabsbøgerne, ført i upåklagelig orden, hører til samme opgørelse. Det, Marlow finder i flodens hjerte, er ikke, hvad sagnet lovede, og selve fortællingen om det, betroet til nogle få tavse mænd på en mørknende tidevandsstrøm, er sit eget stille opgør.