Hans sidste buk

Watson fortæller, trofast og med klart blik, mens Holmes ræsonnerer sig fra små kendsgerninger til store sandheder: et fejltrykt ord, et stænk mudder, en fiksering på en eller anden hverdagsagtig detalje ved jernbanen, som alle andre har overset. Mysterierne strækker sig fra en læderagtig fetichfigur på en køkkenkommode til stjålne ubådstegninger gemt i en død kontorists lomme, og videre til Cornwalls sorte klipper og en spions fald på tærsklen til krig. Med følger det velkendte selskab: den ilderhurtige Lestrade og den trivelige, alvidende Mycroft, tilfreds med at hæve sin beskedne løn og ikke ændre en tøddel ved sig selv.

Rædslen holdes tæt på det dagligdags. Holmes vil foregive sit eget dødsleje for at lokke en tilståelse ud af en giftmorder eller lade en skyldig mand gå fri, når den officielle lovs beviser krænker hans egen private retsfølelse. Jeg har aldrig elsket, Watson, indrømmer han i en af sagerne, men hvis jeg havde, og hvis den kvinde, jeg elskede, var mødt af en sådan skæbne, kunne jeg have handlet ganske som vores lovløse løvejæger har gjort.

Her er en detektiv på højden af sin formåen og, på de sidste sider, på tærsklen til en forandret verden. Otte døre, hver med sin lille gåde bagved, hver ventende blot på en, der kan lide at se et sind arbejde.