Jack og Jill

Ud af den stilhed opbygger Louisa May Alcott en hel landsby. Jack kommer sig langsomt i sin mors hyggelige stuer; Jill ligger i sin mors fattige lille hytte, med sit sår mest i samvittigheden. Mellem de to hjem rigger den opfindsomme Frank en tørresnors-telegraf til, så beskeder og lækkerier og tegninger kan rejse frem og tilbage, og de invalides venner flokkes om dem: livlige Molly Loo, romantiske Merry, den sødladne Ed Devlin. En lang stribe lys strømmer fra det store hus, tværs over den mørke gård og ind på den lille hytte, som holdt det ene hus vagt over det andet.

Kloge fru Minot siger det bedst: smerte og sorg viser os, hvor højt vi er elsket, hvor megen godhed der er i verden, og hvor let vi kan gøre andre lykkelige. Julen forvandler et ganske almindeligt værelse til en fortryllet have af snerler og grønt, mens kirkeklokkerne ringer udenfor, og en stilhed sænker sig over børnene. En hjemmelavet snoretelefon gør en barnlig strid til et lille ritual af tilgivelse.

Det, der bevæger sig gennem disse sider, er det langsomme, tålmodige arbejde med to stolte børn, der lærer at være modige på en måde, kælkning aldrig krævede af dem. Døren står åben ind til en landsby, hvor det at komme sig bliver alles fælles projekt, og hvor de kommende årstider rummer mere vækst, end nogen af dem aner.