Doktor Moreaus ø

H.G. Wells bygger rædslen op med tålmodighed, stykke for stykke — et spidst, pelsklædt øre, der skimtes under en tjeners hår, tre lave, sammenkrøbne skikkelser, der synger og vugger i en lysning i junglen, en dør, der slås op til blod og karbol og et forfærdeligt, rødt tilsølet ansigt. Hvad Moreau gør ved dyrene på sin ø, og hvorfor den grænse, han har skåret mellem dyr og menneske, nægter at holde, folder sig ud gennem Prendicks langsomme, forfærdede erkendelse.

Omkring ham messer Dyrefolket deres Lov for at spærre sig selv ude fra deres egen natur: Ikke gå på alle fire; det er Loven. Er vi ikke Mennesker? Det er en bog om smerte og magt og den tynde hinde mellem det menneskelige og det dyriske, og om en mand, der ser den briste.

Rammefortællingen er køligt dokumentarisk, en nevø, der udgiver papirer, han ikke kan verificere, og netop den kliniske ro får rædslen nedenunder til at ramme des hårdere. Kysten ligger dér for enhver læser, der er villig til at gå i land på den.