Fantomet i operaen

I midten står Christine Daaé, en ung sangerinde, hvis stemme synes oplært af en usynlig mester — den Musikkens Engel, som hendes afdøde far lovede hende, og som taler til hende gennem væggene i et aflåst omklædningsrum. To mænd nærmer sig hende fra hver sin ende af fortællingen. Raoul, den sky, unge vicomte de Chagny, har elsket hende siden barndommen. Og nede under scenen, i et sortbehængt rum, hvor en kiste venter under en rød baldakin, bor Erik, et maskeret geni, hvis hengivenhed ligger nærmere besættelse end kærlighed.

Rædslen kommer klædt ud som spektakel. En divas arie brister ud i en kvækken; en lysekrone river sig løs og styrter ned i det fyldte parket; en skarlagenklædt skikkelse fejer gennem et maskebal. Men under det gotiske maskineri gemmer sig noget mere smertefuldt — et lig, der elsker og forguder og aldrig vil forlade én, en stemme, der kun beder om at blive elsket for sig selv. Trussel og medynk bytter uophørligt plads.

Gru og hjertesorg, vaudeville og tragedie genlyder alle i kældrene under et stort operahus. Døren står åben ud til søen under scenen, og sangen, der driver op derfra, er sværere at vende ryggen til, end den burde være.