Tarzans tilbagekomst

Fra Paris' saloner bevæger bogen sig til Algeriets måneskinsbadede ørkener, gedeskindstelte, der lyser på det gule sand, et fantomparadis på et fantomhav, og til sidst til den jungle, hvor Tarzan blev født. Edgar Rice Burroughs skildrer ham som to mænd på én gang: den fattede pariserherre, der lader en duellant skyde på sig uden selv at løfte sin pistol, og det oprindelige væsen, hvis tynde fernis af civilisation kan falde af som et skrøbeligt skal. Omkring ham færdes den hævngerrige sammensvorne Rokoff, altid i en ny forklædning, og den trofaste franskmand D’Arnot, der bringer tunge nyheder. Og så er der Jane Porter, bundet til et ægteskab, hun ikke ønsker, men samtidig draget mod den mand, hun tror er død.

Det er eventyr fortalt med hjertet fuldt — dueller og baghold, en løve dræbt med en kniv, en glemt guldby og en helt, der er splittet mellem to liv, som ikke let lader sig forene. Der er et øjeblik, hvor fortælleren dvæler ved Tarzans vilde kroning for at forestille sig hans civiliserede venner stå over for denne forvandlede konge, og i den pause standser bogen op for at veje, hvad den frihed koster. For en læser, der nogensinde har følt sig fanget mellem, hvem de er, og hvor de hører til, står døren åben her.