Ulysses

Næsten intet sker på den måde, plottet plejer at love, og det er netop meningen. En begravelseskaret ruller gennem gaderne. En svinenyre brænder på på komfuret. Et bibliotek fyldes med kløgtige mænd, der skændes om, hvorvidt Shakespeare skrev Hamlet som en far, der sørger over sin egen døde søn. Bloom hverver annoncer, undgår et stævnemøde, han helst ikke vil tænke på, og bærer sin ømhed og sine private sår gennem værtshuse og butikker og hen ad stranden.

Det, der gør selve bogen så levende, er, at læseren bor inde i disse hoveder: tankerne, sådan som de faktisk kommer — halvfærdige, morsomme, lærde, sårede. Bloom er en ganske almindelig mand skildret med usædvanlig medfølelse, som holder fast ved den ligefremme overbevisning, at kærlighed, og ikke magt, had, historie, er det, der virkelig former et liv. Molly venter for enden af dagen, en sangerinde, hvis søvnløse flod af minder lukker bogen.

Den kræver tålmodighed, og den belønner den til fulde. Få bøger har viet så nær og tilgivende opmærksomhed til, hvad det vil sige at være et menneske, der går gennem en by på en dag, der ved første øjekast synes at være helt uden betydning.