Grimms eventyr

Det er et persongalleri, som næsten alle husker halvvejs. Tornerose, der sover i hundrede år bag en tjørnehæk, som opsluger et helt slot. Hans, der markerer sin vej med småsten, og Grete, der redder dem begge ved at få en heks til at demonstrere sin egen ovn. Rapunzel, der lader sit gyldne hår falde. Ilsebil, fiskerens kone, der ønsker sig hele vejen fra en hytte til sol og måne. Og Rumleskaft, der spinder natten igennem og synger for sig selv: Lidet aner min frue dog, at Rumleskaft jeg hedder.

Sproget er ligefremt og roligt, skabt til at læses højt, med sange, der gentages ord for ord, og vendinger, en lytter lærer at istemme. En ægte mørkhed løber igennem det, en ulv iført bedstemors kyse og liggende i hendes seng, og ved siden af den en tør, komisk åre: fire aldrende dyr, der stabler sig op i et vaklende tårn for at skræmme en flok røvere, en dværg så rasende, at han stamper foden lige gennem gulvet.

Under fortryllelsen løber en stille logik. Små barmhjertigheder mod oversete skabninger kommer igen; dårskab viser sig at være visdom i forklædning; de stærke ydmyges, og de ydmyge løftes op. Døren står åben ud til en skov, der meget længe har ventet på at blive betrådt igen.