Anne fra Grønnebakken

Anne Shirley giver verden navne, mens hun bevæger sig gennem den. En vej kranset af æbleblomster bliver til Frydens Hvide Vej; en ganske almindelig dam bliver til De Skinnende Vandes Sø. Da hestevognen runder en drejning under et hvælv af snehvide blomster, forstummer selv hendes uophørlige snakken over for en skønhed, som hun kalder det første, fantasien ikke kunne have gjort bedre. Denne evne til undren er drivkraften i bogen, og den udøver sin langsomme magi på alle — den skarptungede nabo Fru Rachel Lynde, den mørkhårede hjerteveninde Diana Barry og en drillende skolekammerat, der begår den fejl at kalde hende Gulerod.

Lucy Maud Montgomery skildrer Avonlea i frodige, uforstyrrede detaljer: haver overfyldt med pæoner og påskeliljer, et hvidkalket kammer i den østlige gavl, en brun kjole med de pufærmer, en pige kan drømme om. Under komikken løber noget blidt. Marillas sjældne, rustne smil røber hende længe før, hun kan indrømme, hvad barnet er kommet til at betyde, og Matthews ordløse hengivenhed taler gennem små gestus, han aldrig forklarer.

Men det er jo en million gange dejligere at være Anne fra Grønnebakken end Anne fra ingen steder i særdeleshed, ikke sandt? spørger hun, og i spørgsmålet ligger hele kernen. Her er en fortælling om, hvordan et ganske almindeligt sted bliver til et hjem, når blot nogen elsker det højt nok til at give hver en krog et navn. Døren står åben.