Bambi

Fra den begyndelse følger Salten et liv. Bambi løber om kap med sin mor på det åbne græs og har sine første samtaler med en græshoppe og en sommerfugl. Han møder sine fætre og kusiner Gobo og Faline, lærer at lytte og at lugte, kommer til at elske nattens skov og dens ugler. Men skoven rummer en skygge, som dyrene kun kalder Ham, og Bambis første syn af det blege, oprejste væsen i udkanten af lysningen lærer ham en frygt, der aldrig helt forlader ham. Det var Ham, siger hans mor, og noget i ham falder aldrig helt til ro igen.

Det, der bliver hos læseren, er dem, han møder undervejs. Faline, kæk og livlig, som han kommer til at elske. Gobo, sky og forsagt, som stoler på menneskers godhed og fastholder, at Han ikke er ond. Og den gådefulde gamle hjort med det hvide hoved, som skælder en grædende kalv ud og vender tilbage, meget senere, da det gælder allermest. Omkring dem sladrer, bortforklarer og sørger de mindre skabninger, og årstiderne bliver barske.

En barndom brugt på at lære at være alene; ømhed og tab stillet op mod noget meningsløst og større, end noget enkelt dyr kan begribe. Den ser aldrig bort fra sorgen, og den holder aldrig op med at lægge mærke til lyset på bladene. En åben dør ind til en skov, hvor det almindelige – en mors berøring, en første dag på engen – rummes som noget dyrebart, netop fordi det ikke kan vare ved.