Heidi

Hvad der følger, er et liv under åben himmel og med ristet ost, med Peter og gederne, og med Peters blinde bedstemor, hvis grå dage lyser op, hver gang Heidi dukker op. Så vender tanten tilbage og fører Heidi med til Frankfurt, til et fornemt hus med strenge regler, til den syge Klara, som er henrykt over hende, og til den frygtindgydende Frøken Rottenmeier, hvis sans for anstændighed ikke kan overleve en lomme fuld af killinger. Midt i byens hav af skorstene og tage vokser Heidi stille op, plaget af en nagende hjemve. Jeg må se solen igen, når den siger godnat til bjergene, siger hun.

Johanna Spyri skriver ømt og uden en løftet pegefinger nogen steder, og lader de små ting bære vægten — visne blomster, en moderløs ged, en gemt bunke rundstykker. Komikken er blid, troen ligefrem, længslen ægte, og hele bogen synes at holde vejret omkring bedstefaderens ønske for hende: Jeg vil have, at hun skal være fri og lykkelig som en fugl!

Her er en fortælling om, hvad et barns arglose hjerte kan gøre ved en forhærdet mand, et ensomt hus, et venskab — og om, hvor langt mindet om ét lysende bjerg kan række. Kom og kravl med op.