Henry David Thoreaus essays

Sindet, der er på arbejde her, er rastløst og roligt på én og samme tid. En ganske almindelig vinterfrost bliver til en hel krystallinsk botanik, en filosofi dyrket uden at forlade dørtærsklen. En båd glider gennem natten med ild i stævnen og lyser flodbunden op, så man ser fiskene sove i alle mulige stillinger. I Maine bakker en kano ind mellem ellekrattet, og to elge stirrer ud som gigantiske forskrækkede kaniner. Thoreau læser Chaucer som den engelske digtekunsts humane fader, stiller Ossians karske vers ved siden af Homers og følger æbletræet gennem århundreder helt ned til et enkelt vildt eksemplar, der trives upåagtet på en klippe, med en historie som måske kun en mejse kender.

Så bliver tonen skarpere. Thoreau nægter at betale kopskatten, tilbringer en nat i fængsel og opdager, at stenmurene har forvekslet hans krop med ham selv — hans tanker passerer lige igennem dem, og han ender med at ynke institutionen snarere end at frygte den. Der er harme her, mod slaveri og en uretfærdig krig, og en tør humor, der løber ved siden af. Den regering er bedst, som regerer mindst, skriver han; og et andet sted: Læs ikke Times. Læs Evighederne.

En duft kan bære et argument, som retorikken ikke magter. En enkelt hvid åkande, der rejser sig ren op af mudderet, kan genoprette et skrøbeligt håb. Det, samlingen beder læseren om, og belønner, er opmærksomhed: disse sider bruger sig selv på at bevise, at i det vilde ligger verdens bevarelse, ét iagttaget ting ad gangen.