Max Havelaar

Inde i den pakke lever en ganske anden historie — historien om Max Havelaar, en idealistisk assistent-resident, netop udstationeret i Lebak på det hollandske Java. Skarpsindig og selvmodsigende, på én gang bidsk og blødhjertet, aflægger Havelaar ed på at beskytte den indfødte befolkning mod udbytning og tyranni — og begår så den fejl at mene det alvorligt. Ved hans side står hans hengivne hustru Tine, den ærlige og forsigtige Kontrollør Verbrugge, en værdig ældre regent, hvis overgreb Havelaar er svoret til at afsløre, og en enke, der tror, at hendes mand døde, fordi han stillede de samme spørgsmål.

Bogen bevæger sig mellem to tonelejer og lader dem strides indbyrdes. Drystubbles selvtilfredse moraliseren afslører hans egen dobbeltmoral ved hver eneste vending, mens kapitlerne fra Java bæres af moralsk harme. Den indskudte fortælling om drengen Saïdjah og hans Adinda giver et stilfærdigt klagesang. Multatuli stoler på, at ironien gør arbejdet: en dragers ærlighed, en høvdings nedslagne blik, en række dokumenterede vidnesbyrd læst højt i et tavst rum.

Skrevet for at blive hørt er dette en roman, der ikke er bange for at tale rent ud om en uret, den nægter at lade ligge. Den beder blot om læsere, der er i stand til den vanskelige tro, at hjerter banker under den mørke hud — og holder så døren åben.