Tidsmaskinen

Den følgende torsdag ankommer den samme vært snavset, haltende og forhutlet og begynder fortællingen om otte dage tilbragt i året 802.701. Han beskriver, hvordan han styrtede ned på en regnpisket græsplæne under en forvitret hvid Sfinks, hvis blinde øjne smilede gennem byger af hagl. Han beskriver en verden af forfaldne paladser og et lille, blidt folk i purpurfarvede tunikaer — og, i mørket under dem, noget blegt, der flygter mod en brønd og kravler ned i jorden. Det meste vil lyde som løgn, advarer han. Lad gå! Det er sandt — hvert eneste ord, ikke desto mindre.

Wells sender sin rejsende ind i en fremtid, der bliver ved med at nægte at antage den form, han venter. De skrøbelige, barnlige Eloi og de natlige Morlocker er to grene på ét udmattet træ, og de teorier, han bygger for at forklare dem, forskyder sig igen og igen, efterhånden som ømheden (en pige ved navn Weena, reddet op af en flod, mens hendes eget folk ser passivt til) sætter enhver kold slutning i et vanskeligere lys. Undren her bærer en understrøm.

Under eventyret løber et langt spørgsmål om, hvor tryghed og kamp i sidste ende fører hen. Det er en bog om den vældige tid og de små ting, der overlever den: en flod af poleret stål under en blodrød himmel, et flammende tændstiksblus i en hule, et forvitret marmoransigt, der smiler gennem haglen. Døren står åben for enden af den lange laboratoriegang. Træd igennem og se, hvor langt den fører.