Klodernes kamp

En folkemængde samler sig ved gruben og venter mennesker. Det, der i stedet dukker op, er en gråligt skinnende masse med mørke øjne og bugtende tentakler, og synet får dem til at spredes. Så kommer varmestrålen, og den fredelige delegation med sit hvide flag bliver til ild på et øjeblik. Derfra flygter fortælleren hen over en brændende hede, gemmer sig i et forfaldent hus sammen med en præst, hvis tro er ved at falde fra hinanden, og krydser spor med en artillerist fyldt med store planer. I London bliver hans bror imens fejet med i den vældige, panikslagne udvandring, der tømmer en by.

Wells skriver dommedagen med et sært dobbeltsyn: naturforskerens kliniske blik, der katalogiserer marsboernes anatomi, og det bævende blik hos en mand, der er blevet, med hans egne ord, et dyr blandt dyrene, under marsboens hæl. Sværtede veje ligger spredt som ruinerne af Pompeji; en allé af skarlagenrødt ukrudt rejser sig som kæmpestore bloddråber; panserskibet Thunder Child pløjer i lys lue ind i maskinerne, mens flygtninge ser til fra havet.

Det, der bliver hængende, er ikke maskineriet, men spørgsmålene under det — hvordan menneskeheden ser ud, når dens sædvanlige orden er skrællet væk, og hvor stor en del af verden den nogensinde virkelig rummede. Trods al sin kosmiske rækkevidde bliver historien ved med at snævre ind, indtil alt det, der er blevet flænget op, finder hvile i noget lille og menneskeligt og ømt.