Troldmanden fra Oz

Ad den vej går Dorothy mod en gådefuld Stor Troldmand, som hun håber kan sende hende hjem. Undervejs samler hun de mærkeligste rejsefæller: et Fugleskræmsel af halm, der tror, det ingen hjerne har, men som alligevel bliver ved med at finde på de kloge løsninger, der redder dem alle, en rusten Blikskovhugger, der længes efter et hjerte, og en vældig Løve, der ydmygt gnider sin næse, efter Dorothy har givet den et klask, og tilstår, at han er en kujon. Hver især higer efter netop det, de andre allerede kan se i ham.

Baum fortæller det med ligefrem undren og et lunt, komisk strøg: patos og skælmeri sidder ubesværet side om side, som når et stolt Fugleskræmsels selvhøjtidelighed møder en krages afvæbnende ærlighed.

Og under al farvepragten løber en enkelt tråd af hjemve. Der er intet sted som hjemme, siger Dorothy, og den længsel følger hende ned ad hver eneste smaragdgade og hen over hver eneste valmuemark. Alle her drager af sted for at få det, de mangler, og lærer undervejs, hvad det i stedet kunne betyde at gøre sig fortjent til det. Døren står åben. Vejen er gul, og den strækker sig et langt, vidunderligt stykke.