Rejsen til Jordens indre

Så drager ekspeditionen af sted: den brændende onkel, den tvivlende nevø, der fortæller det hele, og Hans, den rolige islandske fører, hvis få ord og sikre hænder gang på gang redder dem. De bestiger en vulkan, venter på, at en skygge skal vise vejen, og firer sig ned i mørket. Dernede venter en verden, ingen har kortlagt: skove af blege svampe fyrre fod høje, glinsende vægge behængt med kvarts som lysekroner, og et helt hav under jorden, oplyst af et sælsomt elektrisk skær.

Verne skildrer underet ligefremt og lader det hobe sig op. Axels frygt viger for forbløffelse; professoren opkalder et hav efter sig selv og agter at beholde æren. Forhistoriske uhyrer stiger op til overfladen, et rødt øje stort som et mandshoved; og langs kysten ligger alle tiders knogler blandet sammen i støv. Bag det hele står initialerne fra manden, der påstod at have gået denne vej først.

Tilbage i Hamburg er Gräuben, professorens guddatter, hvis frygtløse velsignelse sender ham ned med hendes navn i behold. Det samme, som overtrumfer hver eneste af Axels indvendinger, trækker læseren med ned efter ham — det umulige, der pludselig og herligt bliver sandsynligt, ét afmålt skridt ad gangen.