Kidnappet

Lokket om bord på briggen Covenant, slået bevidstløs og ført bort for at blive solgt i udlandet vågner David op i en verden af storm og barske mænd: den kolde kaptajn Hoseason, den grønøjede styrmand, der kun er venlig, når han er beruset, og den mishandlede kahytsdreng Ransome. Så bliver en lille båd sejlet ned i tågen, og dens eneste overlevende kommer om bord — en stolt jakobitisk fredløs ved navn Alan Breck Stewart, der bringer penge til sin landflygtige høvding og bærer sine fjendskaber lige så åbenlyst som sit sværd. Fra det møde slår de to følge, ryg mod ryg i et røgfyldt agterhus og siden til fods gennem Højlandet med en dusør på begges hoveder.

Stevenson skriver det oprigtigt, i Davids egen stemme, en dreng, der lærer, hvad troskab koster, på svedne sorte heder, blandt døde graner, der står som skeletter, i skjulte bure, der klamrer sig til klippesiden som en hvepserede. Men mest af alt er der vejens dragende kraft og spørgsmålet om, hvem man kan stole på undervejs. Alan siger det bedst: At frygte en ting og alligevel gøre den, det er, hvad der gør den fineste slags mand.

Det er lige så meget et venskab som et eventyr — to usandsynlige følgesvende, den ene snild og dumdristig, den anden stædig og principfast, bundet sammen på tværs af en kløft af politik og temperament. Det, David er på vej imod, og det, et sådant venskab til sidst kræver af dem begge, er den dør, der her står på klem.