David Copperfield

Den dreng gennemlever en barndom, der skifter mellem tryghed og grusomhed. Der er Peggotty med sit håndarbejde i skæret fra et stearinlys, og bådehuset i Yarmouth med sit hollandske ur og sin bemalede tebakke. Men der er også stedfaderen hr. Murdstones kolde fasthed, et pakhus fyldt med flasker, der skal vaskes og etiketteres, og en lang, forreven vandring fra London mod Dover uden noget tilbage at sælge. Undervejs samler David de mennesker op, der skal forme ham. Nogle elsker han alt for let, som den charmerende Steerforth og den trofaste fisker hr. Peggotty. Andre kan han ikke lade være med at nære mistro til, som den klamme, stirrende kontorist Uriah Heep, der uophørligt insisterer på sin egen ydmyghed. Og nogle, som den evigt håbefulde og evigt insolvente hr. Micawber, unddrager sig enhver bås.

Dickens skildrer det i en karikatur, der på en eller anden måde uddyber sig til noget sandt. Micawbers regnestykke over lykke og elendighed er komisk, lige indtil det ikke længere er det. Barnets blik fanger både det absurde og det stille grusomme, som da et skoleskilt, der advarer mod et bidsk væsen, viser sig at henvise til David selv. Frøken Betseys glødende excentricitet afbryder gang på gang sin egen ømhed med et gøende Janet! Æsler!

Det er historien om en forældreløs, der finder sin vej mod den mand, han er bestemt til at blive, gennem malplaceret tillid, tåbelig hengivenhed og en kærlighed, det tager et helt liv at erkende. Hvis De vil tillade det, tante, så er jeg Deres nevø, får den forrevne dreng fremstammet ved døren i Dover, og alt det følgende vokser ud af den skælvende sætning. Det er en stor bog, og den er sin størrelse værd, for den rummer en hel verden af mennesker, der føles, som om de lever videre, når man er færdig med at læse.